Julelån – pas på dyre lån til jul

Overvejer du at låne penge til at holde jul for? Eller til at få råd til at købe julegaver? Så bør du tænke dig rigtig godt om. For netop julen er en af de tider på året, hvor mange tager deres første skridt til at blive fanget i en gældsspiral. Men hvad skal du passe på, og hvordan undgår du, at dit julelån bliver starten på et økonomisk mareridt?

At julen varer længe, og koster mange penge, er lige så almengyldigt i dag, som da Peter Faber skrev disse visdomsord ind i den kendte julesang ”Højt fra træets grønne top” i 1847. Dengang var det på melodien til ”I en kælder sort som kul”, men siden har sagen af to omgange fået sin egen melodi. Den første blev nemlig lånt til ”Børn og voksne i kærlig krans” i Nødebo Præstegård, før sangen endelig fik den melodi, vi synger den på i dag.

Netop verselinjerne og det med at låne bringer os direkte videre til emnet for denne artikel, nemlig julelån. For flere og flere fristes af gode tilbud på at låne penge online til at holde jul for. For det er både nemt, og der er ingen, der stiller spørgsmål til, hvorfor du låner penge til jul.

Pas på nemme lån med kort afdragsperiode

Særligt i år kan fristelsen synes ekstra stor. For med de nye lovindgreb som trådte i kraft tidligere på året, er toppen blevet skåret effektivt af de ellers meget dyre, kassekreditlignende lån, som tidligere gik under navnet smslån. Så det er slut med ÅOP-værdier og gebyrer i dummebødestørrelse på de ellers så udskældte lån. Nu har lånene en ÅOP-værdi på under 25 % lige som alle andre lån.

Samtidig har mange af denne type lån nu en maksimal løbetid på 6 måneder hos de fleste udbydere. Altså burde det være en smal sag at få afbetalt hele julelånet, inden det bliver jul igen til næste år.

Et enkelt fejltrin er nok

Men låner du helt op til eller tæt på de 12.000 kroner, som du maksimalt kan låne hos de fleste af dem, som udbyder denne type lån, kan det hurtigt blive en udfordring at betale lånet tilbage over 6 måneder. For med alle renter og gebyrer lagt til, skal du finde over 2.000 kroner hver måned, for at kunne tilbagebetale lånet.

Det kan hurtigt gå galt – og så begynder det hurtigt at blive dyrt i rykkergebyrer og i værste fald inkassogebyrer. Så er du først kommet bagud med en betaling, bliver det hurtigt meget svært at komme tilbage på omgangshøjde med tilbagebetalingen.

Billigst at låne med 12 måneders løbetid

Har du brug for at låne et beløb på 10-12.000 kroner til jul, er det billigere at se på de låneudbydere, som tilbyder lån med en løbetid på 12 måneder. Det er der ikke særlig mange der gør. Men kan du finde en, som tilmed har en lav ÅOP på lånet, er det så absolut det bedste og mest sikre løsning. For med 12 månedlige afdrag, er det væsentligt nemmere at finde luft i privatøkonomien til afdragene, end hvis du skal betale lånet tilbage på en halve tid.

Men som altid bør du ansøge om lånet hos minimum 3 låneudbydere. Så får du både at vide, hvorvidt de vil bevillige dig lånet, og hvilken ÅOP du får på netop dit lån. Renten, som du bliver tilbudt, afhænger nemlig af, hvordan låneudbyderne vurderer din økonomi. Jo dårligere de vurderer den, jo højere rente får du på dit lån.

Vælg det billigste af de tre lånetilbud, skriv det under med dit NemID, og tak så nej til de andre lån. Det er den sikreste måde at finde det billigste lån til jul på.

Spar op til julen

Men du kunne selvfølgelig også vælge at holde en sparejul i år – og så lægge de penge til side hver måned, som du ellers skulle have brugt til at betale af på dit julelån.

På den måde kan du begynde på at spare op til julen fremadrettet. Det er trods alt mindre risikabelt at skulle lægge lidt mindre til side til næste års jul en enkelt måned eller to, end ikke have råd til at betale afdragene på det lån, du optog til jul.

 

 

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *